Kærligheden til min by, København, min hovedstad, der hvor jeg lever og har mine rødder, er igennem årene endt med at blive en ulykkelig kærlighed. Jeg elsker min by, men kærligheden er tilsyneladende ikke længere gengældt. Hvad er der sket? Og hvad skal jeg stille op til det kommende kommunalvalg, når dem jeg kan vælge, tilsyneladende ikke elsker de indbyggere der skal stemme på dem og, så snart de får magt, i praksis afviser at indgå i en reel dialog med byens borgere?
Det følgende er ikke videnskab, statistik og hårde fakta, men en snart ældre københavners forsøg på at beskrive sin oplevelse af, hvordan magtudøvelsen og forfaldet i den levende by er ved at ændre det kærlighedsforhold, der ellers har varet så længe. Og det følgende handler ikke om de konkrete eksempler der nævnes. Det, der er mit fokus, er det bagvedliggende demokratiske problem: styres vores by reelt med henblik på at fremme det gode liv for beboerne i byen og indbyggernes interesser og med respekt for og hensyntagen til byens indbyggere og skatteydere i al deres forskellighed? Eller styres og ledes den med henblik på at styrke og sikre de økonomiske interesser og de private/institutionelle investorer? Det er det spørgsmål som gør, at jeg ikke ved hvordan jeg skal forholde mig til det kommende kommunalvalg.
***
Jeg elsker min by København. Jeg har boet og levet i København i mere end 50 år af de over 73 jeg har levet. Jeg har boet i Brønshøj, på Østerbro, i Valby, i Vanløse, på Christianshavn og i Indre By. I de fleste af områderne har jeg boet flere forskellige steder. Længst tid har jeg boet i Indre By, hvor jeg bor nu. Jeg har været utroligt glad for at bo i alle de områder og kvarterer, jeg har boet i. Københavns kvarterer er forskellige, og skaber den by jeg har elsket siden jeg var barn. Jeg tilbragte de første seks år af mit liv i et flerfamilieshus på en villavej i Brønshøj. Et trygt sted at være dreng. Hvide stakitter, blomstrende syrener i juni, svampejagt i områderne omkring Utterslev Mose, og boldspil på den stille vej inden sovetid. Her fødtes min kærlighed til København.
Områderne i byen er så forskellige. Forskellige, når man ser på byggerierne, byggestilen, tætheden og størrelsen af boligerne, farverne, gadernes og vejenes bredde og trafikintensitet. Sådan har det altid været – og tak for det. Det er med til at gøre København til en rigtig by. Der bor forskellige mennesker i alle områderne, om end der synes at være sket betydelige ændringer i hvem som har råd til at leve hvor, og i hvem der kan tilpasse sig livet i bydele og kvarterer under forandring. Der er tilsyneladende gang i en regulær gentrificering i flere byområder og i København som helhed. Byen udvikler sig og forandrer sig – ligesom byens indbyggere skiftes ud, bliver ældre, får nye jobtyper, nye livsformer, nye vaner, nye måder at bruge byen på. Samtidig er de nye i byen ikke længere (næsten) kun nyfødte eller tilflyttere fra provinsen og forstæderne, men tilflyttere fra andre europæiske lande, og fra lande langt væk – lande som jeg måske/måske ikke havde hørt om da jeg var barn. I 50’erne oplevede vi at der kom ungarere efter opstanden i 1956. I 60’erne kom der polske jøder efter endnu en pogrom, og vietnamesiske bådflygtninge pga. vietnamkrigen. Fra slutningen af 60’erne og ind i 70’erne kom der også tyrkere og jugoslaver, der blev inviteret herop fordi vi manglede arbejdskraft (selv om kvinderne var blevet en mere integreret del af arbejdsmarkedet – og det også forandrede byen). I 80’erne, 90’erne, 00’erne og 10’erne blev tilstrømningen mere mangfoldig – flygtninge fra forskellige lande i Afrika, fra Afghanistan, Irak, Syrien, Libanon, Iran, importeret sundhedspersonale fra Balkan & Filippinerne, senest også flygtninge fra Ukraine og, og, og. Og selvfølgelig kom alle de tilflyttede til også at præge byens udvikling – det blev jo også deres by. Det er her de bor og skal leve deres liv. De skal kunne købe den mad de holder af – og de råvarer som mange af os gammelkøbenhavnere også er glade for at nyde godt af. De skal kunne dyrke den religion som er deres, høre den musik der er deres, holde deres traditionelle fester og fejre bryllupper på deres måde. De skal være københavnere på den måde der passer til dem (med hensyntagen til gammelkøbenhavnerne, ligesom alle os der er gammelkøbenhavnere skal tage hensyn til dem) – og ligesom tilflytterne fra Århus skal have mulighed for at være københavnere på deres måde. Det er alt sammen en berigelse af vores by, men alligevel begynder min kærlighed til København at blive ulykkelig. Det er som om København ikke længere omfavner os, der bor her. Det synes som om det ikke længere er os – indbyggerne – i al vores forskellighed og mangfoldighed, der er byens kærlighed.
København er en organisatorisk, politisk, økonomisk og administrativ mastodont. Forgrenet i mange hundreder af administrative og arbejdende enheder, beslutningsfora på mange forskellige niveauer – hvoraf en del kan synes overlappende, da det ikke altid er helt klart for den nysgerrige, og til tider måbende indbygger der prøver at navigere i systemet, hvem det er, der træffer beslutninger om hvad. Man skulle tro, sådan set udefra, at beslutninger træffes af de 55 valgte medlemmer af Borgerrepræsentationen, eller i det mindste bliver truffet af de administrative enheder i fuldstændig overensstemmelse med de strategier, retningslinjer, regler, planer og budgetter der er udstukket af de 55 valgte politikere plus selvfølgelig lovgivningen fra Folketinget. Og når man (særligt op til et kommunalvalg) læser om og hører hvad de valgte politikere i København siger de vil, når det handler om betjening af, hjælp til, inddragelse af borgere og lokalsamfund, skulle man tro at byens liv og udvikling handlede om de godt 600.000 indbyggere der er i byen. Men sådan er vi flere og flere københavnere der ikke oplever det. Her er nogle få nedslag i det jeg oplever, og det som giver mig den oplevelse jeg har, som fylder mig med tristesse. Oplevelserne er kommet til mig som tidligere medlem af et lokaludvalg, som aktivt medlem en beboerforenings bestyrelse, og som tidligere medarbejder i Københavns Kommune. Men først og fremmest igennem mere end 50 år som engageret borger, skatteyder og indbygger og stort set dagligt ophold i Københavns Kommune igennem mere end 70 år.
Jeg vil fortælle lidt om hvordan jeg oplever at turismen har påvirket byen, om hvordan jeg ser, at boligmarkedet i København gør livet svært for københavnerne. Hvordan jeg oplever at infrastrukturen tilpasses ydre vilkår frem for københavnernes behov, og de vigtige beslutninger flyttes væk fra borgernes indflydelse og indsigt. Hvordan det i stadigt højere grad synes som om politikernes fokus prioriterer og har fokus på store (privat-)økonomiske og erhvervsmæssige interesser. Og hvordan byens demokrati synes at blive erstattet af en indsats med et systembevarende fokus, frem for interesse, omsorg og kærlighed til de ca. 600.000 københavnere. Ledelsen af vores by er ved at blive en hård og skånselsløs virksomhedsdrift.
Oplevelsespark København (tak til Søren Ulrik Thomsen).
Turismen er en del af livet i København. Der er hvert år mange turister i byen. Antallet af hotelværelser og overnattede turister er vokset med over 100% siden 2010. Den største vækst i både besøgende, hotelværelser og overnatninger er sket i Indre By. Der har flere gange været politiske drøftelser og målsætninger om at turismen skal spredes ud i hele byen. Men der sker det modsatte. Turismen fortættes i Indre By, og det påvirker al anden byudvikling i området, hvor der til stadighed bliver flere hoteller med flere værelser, og stadigt mere Airbnb. Og udviklingen i Indre by forgrener og forplanter sig ud i de andre byområder – byen hænger sammen, uanset man i den kommunale planlægning (til stor frustration for borgerne) ofte åbenlyst agerer som om hver bydel eller gade ikke hang sammen med bydelen eller gaden lige ved siden af.
I kølvandet på turisterne (også endagsturisterne fra omegnen og provinsen) kommer der flere restauranter, cafeer, barer og internationale mærkevareforretninger. Samtidig svinder antallet af småbutikker, dagligvareforretninger, mindre håndværkerværksteder, isenkræmmere, daginstitutioner mm. Der er støj fra stadigt stigende antal af godkendte (og ikke godkendte) udeserveringer til langt ud på aftenen eller natten, til gene for flere og flere beboere. For nogle år siden var København den storby/hovedstad i Europa med flest udeserveringspladser målt i forhold til antallet af indbyggere. Flere end i Rom eller Paris hvor man oftere mødes med vennerne ude end hjemme. Og antallet af udeserveringspladser og arealernes omfang er ikke blevet mindre igennem de senere år.
Det er fantastisk, at vi som københavnere kan nyde aftensolens sidste stråler med en kop kaffe, et glas vin eller en frisktappet fadøl i hånden, imens vi ser livet myldre forbi. Ligesom det at ”falde ind” et sted og spise en salat eller et stykke klassisk smørrebrød, til en spontan café- eller restaurantfrokost, er en mulighed som vi er mange københavnere der sætter pris på. De lunere årstider bliver forlænget ligesom dagene bliver forlænget. Men hvorfor skal det ske, som det gør rigtig mange (ALT for mange) steder, på bekostning af de lokale borgeres mulighed for at gå på fortovet, komme frem til hoveddøren, komme forbi med barnevognen og et barn i hånden? Hvorfor skal det ske på bekostning af beboernes nattesøvn. Hvorfor skal man mange steder kunne sidde ude, iført en let jakke, imens man drikker sin Aperol Spritz i 20 graders varme fra en varmelampe kl. 23 en sludtung aften i december? Flere og flere steder er der støjende udeliv til kl. 23, 24, 02… Og hvis der ikke er udeservering så sent, fortsættes ”festen” ofte på gaden og fortovet med fadøl i plastikglas købt inden lukketid, og de flaskeøl mm. der bliver hentet i supermarkedet eller kiosken inden den lukker.
Vi bor i en by, hvor mange har soveværelse ud til gaden, og på grund af det nye gadeliv, ikke kan få nattero flere nætter om ugen. Tilladelserne til udeservering bliver (meget ofte) ikke overholdt. Arealet er større end tilladelsen giver tilladelse til, der er udeservering uden tilladelse, der spilles musik ude (selv om man ikke må), biler holder med motoren kørende, der skriges og hvines, imens ”muskelbilerne” cruiser rundt i slowmotion med høj musik for nedrullede vinduer (og der rækkes etellerandet ud og ind ad vinduerne). Og tilkaldes støjvagten kan de ofte (-st) ikke måle støjen fra udskænkningsstedet, da den overdøves af støjen fra dem der opholder sig på gaden. Og skriver man på den snedige app ”Giv et praj” går der ofte langt længere end en måned før det praj bliver behandlet (hvis det bliver behandlet). Oftest resulterer et praj med en bemærkning om at stedet er besigtiget, og der intet var at se (en måned senere kl. tre om eftermiddagen?), eller med at man har set på stedet og givet en ”påtale”. Og så sker der ikke mere. Restauranten, cafeen, baren, klubben skal jo sælge, og hvis man vil bo i byen (der, hvor der var stille og roligt da man flyttede ind), må man lære at leve med at der bliver larmet så man ikke kan sove, at der bliver pisset op ad gadedøren og porten, kastet op ved siden af den overfyldte skraldespand, og at store skolebørn vakler stangstive rundt i voldsomme branderter efter indtagelse af barernes særtilbud på dårlig sprut blandet med sodavand og bolsjer. Og udskænkningsstederne vil have stadigt større udeserveringsområder og stadigt længere åbningstider, så de kan betale den stadigt stigende husleje og samtidig tjene flere penge i den stadigt hårdere konkurrence. Og der må skabes plads til flere turister, så der fortsat kan sikres et købestærkt publikum til barerne og cafeerne. Københavns indbyggere må lære at leve med at omsætningen fra udeserveringer tilsyneladende er en del af det, Borgerrepræsentationen og de relevante forvaltninger prioriterer højere end borgernes hverdag.
En by er et sted man bor og lever.
Boligpriserne i København stiger som helhed markant mere end i resten af landet, så nogle byområder bliver for de meget velstillede, eller dem der har boet der (i billigere boliger) igennem mange år. Det meste nybyggeri er betydeligt dyrere målt i pris pr. kvm. end gennemsnittet for boliger i København – og meget dyrere end gennemsnittet af boligpriser i Danmark som helhed. Ligesom lejepriserne i nybyggeri og moderniserede lejeboliger udelukker en stor del af den danske befolkning fra at bo i København. Det betyder også, at antallet af børnefamilier med almindelige indkomster falder. Så, når man i de kommunale fremtidsplaner kalkulerer med over 100.000 nye indbyggere (hvilket i øvrigt ser ud til at være et fejlskøn), må det altså være en stigning i antallet af yngre – uden børn, men med ekstraordinært høje indkomster eller forældrefinansiering til de dyre huslejer. Eller ældre, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og villaen i omegnen er solgt, så der kan købes en mindre lejlighed. Eller udlændinge, som arbejder i København i kortere eller længere tid.
Der bygges stadig lejligheder uden bopælspligt = investeringsobjekter, i stedet for betalelige boliger til børnefamilier. Og der bygges ’private ungdomsboliger’ i en lind strøm. ’Ungdomsboliger’, hvis formål ikke er boliger til unge og studerende, men investeringsobjekter og lejligheder uden de samme krav til størrelse, indretning, parkeringspladser mm. som andre boliger. Til gengæld er de for dyre til at flertallet af almindelige unge/studerende kan bo i dem. Man udbygger ikke til at københavnere kan blive boende i København fra ”fødsel til død”. Bare fordi man er født i København, skal man ikke regne med at man kan blive boende her, med mindre man tjener rigtigt mange penge, lever med støj og masseturisme, lader være med at få børn, og… København udvikler sig ikke til en by for danskere, som de er flest. Men hvad betyder det så for de københavnere, der er som danskere er flest? De må finde et andet sted at bo, forsøge at tilpasse sig og lære at leve med det.
En stadigt stigende del af de ”udviklingstiltag” der besluttes omkring gader, veje, parkeringsanlæg udvidelse af fortove mm. i de centrumnære byområder, gennemføres med henblik på at sikre plads til turismen – den fra udlandet (og endagsturismen fra provinsen og forstæderne). Der bruges millioner på den store, regulære og klassiske turismes infrastruktur. Og når man læser strategierne, analyserne, projektforslagene og dispensationerne fra lokalplanerne, får man et billede af at de interesser der søges varetaget, er interessen fra internationale og institutionelle investorer. ’Hvis ikke hotellerne ligger i centrum vil turisterne ikke bo der’ (og så er det en dårlig forretning at bygge dem). ’Hvis ikke der er infrastruktur så turisterne kan komme hurtigt og let til og fra (bl.a. i busser mm.) vil de ikke komme’. Hvis ikke der er mulighed for… Det er den slags argumenter, der fremgår af planerne og ansøgningerne om hotelbyggerier, og forslag, som skal fremme mere af den samme turisme i de samme områder. I de samme forslag, redegørelser, planer og ansøgninger står der ikke meget om hvordan det vil påvirke byen København. Der står faktisk heller ikke noget om, hvordan det vil påvirke byens borgere og skatteydere, børnene, de gamle, de handicappede, dem, der skal på arbejde hver morgen fem dage om ugen, og at turismen vokser dér hvor den i forvejen præger bybilledet. Måske skal de der borgere og indbyggere bare tilpasse sig (flytte og/eller bare holde kæft)? Der er højest et citat af turismeorganisationernes beregninger af ’økonomiske fordele’ ved turismen.
Det skal siges at turismeorganisationerne økonomiske beregninger, når de citeres, alene handler om den omsætning, turismen giver (næppe nettoindtægter), ud fra devisen at ’mere er bedre’. Om der i den oplyste omsætning er medregnet turistindtægter til de hotelkæder og restaurantkæder, der ikke betaler skat i Danmark, er ikke oplyst. Vi kan heller ikke aflæse om den pris der betales for at bus-vognmanden fra f.eks. Brøndby som kører turister rundt i/til/fra København udgør en del af den omsætning der ifølge turismeorganisationerne lægges i København. Og vigtigst, der er endnu ikke fremvist en alternativ beregning som belyser hvad det ville betyde, hvis man i stedet for bare halvdelen af hotellerne havde bygget familielejligheder til priser, som ville gøre det muligt for pædagoger, sygeplejersker, politibetjente, tømrere og andre almindelige lønmodtagere at bo der. Steder, hvor de ville have kort til arbejde i byen, i stedet for at bo i langt ude i forstæderne og skulle pendle frem og tilbage på arbejde hver dag. Boliger hvor de ville være skatteydere i København, i stedet for i forstæderne, og arbejdskraft som efterspørges i bl.a. sundhedssektoren, eller på det sociale og det pædagogiske område i København. Boliger, som ville gøre at der ikke var behov for så megen turisme-infrastruktur, og hvor der ville være færre pendlere. Boliger som ville gøre at man ikke var ”tvunget til” i samme omfang at bebygge Øresund og Amager Fælled. I stedet kan man f.eks. læse i Ekstra Bladet d. 13. juli 2024, at: ”Kulturborgmesteren mener, at turisme bidrager positivt til byen, men at der skal arbejdes på, at ‘turisterne kommer mere rundt i København og ikke klumper sig sammen i Indre by’. ‘København har så meget at byde på, og det er så let at komme omkring,’ lyder det.” Men der sker i stedet en stadig fortætning af turismen i Indre By, og turisterne bliver kørt rundt i turistbusser som skaber trængsel (periodisk op imod 300 store busser på gaden samtidig – kun med turisttransport). Og busserne er så store at de mange steder må manøvrere frem og tilbage for at komme om hjørnerne i den by vi holder af. Og de store dobbeltdækker-sightseeing-busser kører med osende dieselmotorer rundt på gader og i stræder hvor man ellers ikke må køre med biler over 3,5 tons. Turisterne skal jo kunne se byen imens de sidder ned.
Man kunne fristes til at komme på den kætterske tanke, at det at arbejde for stigende økonomisk omsætning er målet for bystyret i København. Og det stort set uanset, hvad der er for bivirkninger ved den måde, meromsætningen bliver skabt. At der kommer mange flere krydstogtskibe til det nye massive beton-krydstogtanlæg. Mange flere fly fra hele verden skal lande i Kastrup og lukke tusinder af turister ud hver eneste dag. Og alle turisterne skal køres rundt i busserne, som skal have parkeringspladser, og der skal laves nye store betonanlæg, motorvej øst om København mm. Alt sammen ret skadeligt for vores klima og miljø, og en enorm udgift for det kommunale anlægsbudget. Men stigende økonomisk omsætning er åbenbart godt, uanset hvad den kommer fra. Om livet bliver bedre for de 600.000 faste indbyggere i byen? Om man kunne ændre udviklingen så de 600.000 fik bedre liv ved at gøre noget andet? Det er der vist ingen grund til at tale med borgerne om. Her viser økonomismen sin magt.
Endelig hører man københavnske politikere udtale (med glæde og stolthed) at antallet af ’expats’ (udlændinge der flytter til København for at arbejde) er højt og stadigt stigende. Grunden til glæden over det, er at disse expats er højtlønnede og ofte ikke har børn i børnehave/skole mm., ligesom de ikke skal have sociale ydelser = de er en økonomisk god forretning. Om de samme expats er omfattet af forskerreglerne (betaler mindre i skat) er her uudtalt. Men udtalelsen viser desværre at ’de (økonomisk) bedste’ borgere er dem uden børn, uden handicap, uden sygdom mm. Og så skal de være yngre. Hvor blev de almindelige blandede og forskellige danskere af?
En by er et sted hvor man kan bevæge sig rundt.
Trafiktætheden er voldsomt stigende i København, og det er stort set umuligt for dem, der bor i de tætte byområder, at finde en parkeringsplads (hvis de har behov for at have en bil). Vi har igennem de seneste år fået en, på mange måder, fantastisk metro i København. Men metro er stort set den dyreste form for kollektiv transport, der findes, når det kommer til anlægsudgifter pr. kilometer. Det afspejles i prisen på billetterne. Så for at få Københavnerne og de besøgende (bortset fra en stor del af turisterne, som jo skal have særlige busser med reserverede parkeringsarealer nær de kendte turistsites) ned i metroen har man, samtidig med at de forskellige metroafsnit blev åbnet, nedlagt utallige busruter og stoppesteder. For mange københavnere betyder det, at der er blevet en del længere til nærmeste offentlige transport-stop. Det gør det ikke lettere at være gammel, dårligt gående eller børnefamilie, medmindre du er godt cyklende, og tør cykle i byen, hvilket flere og flere oplever som utrygt (og mange helt opgiver i den københavnske trafik. Det er så heller ikke blevet lettere at benytte den kollektive transport for de mange pendlere som kommer til byen hver dag. Transporten med den kollektive trafik kræver for mange både flere skift og længere strækninger til fods, end da byen var et tæt fletværk af busruter. Ser vi tilbage var der, f.eks. i 1976, op imod 20 slutdestinationer for de 10 forskellige buslinjer med afgang/stop fra Kgs. Nytorv. I dag er der fire metrolinjer med fem slutdestinationer, en metro-ringlinje og en buslinje med to slutdestinationer = syv slutdestinationer. I den del af Indre by der kaldes Middelalderbyen, var der mange stoppesteder, så man kunne komme tæt på sin destination, og lettere ud og væk. De fleste af de stoppesteder er væk i dag, fordi busserne igennem Indre By stort set er væk. Er metroen så hurtigere end busserne? Ja! Men der er flere skift hvis man skal noget andet end linjernes faste stationer. Den udvikling er ikke voldsomt støttende for gangbesværede eller dem med to børn og indkøbsposer på vej hjem fra arbejde. Til gengæld er det lykkedes at ’tvinge’ næsten så mange ned i Metroen, så det nærmer sig punktet hvor den ikke længere giver betydeligt underskud (man kan betale det meste af renteudgifterne). Og til gengæld stiger priserne for kollektiv transport så igen og igen og igen. Er det godt? Hvad var det nu pointen var for København og københavnerne? Billedet er uklart for mig.
Flere og flere byer i udlandet har indført gratis kollektiv transport i byen, for på den måde at nedbringe antallet af biler og få folk over i den kollektive transport. Det har også mange steder skabt plads på gaderne til de anlægsmæssigt meget billigere kollektive transportformer som små og større el-busser, letbaner, BRT (Bus Rapid Transport), der alle kører på gadeplan. En kollektiv transport som mange steder (til dels) finansieres af betaling for kørsel med privatbiler i byerne. I London har man valgt en mellemvej hvor bl.a. indbyggere (skatteydere i byen) over 60 år kan køre gratis med den kollektive transport. I Schweiz har man i flere større byer en ordning hvor turister, når de booker et hotel, samtidig får 24 timers gratis kollektiv transport i byen + rabat på en række museer mm. Incitament til at benytte den kollektive transport.
Men den slags har vi ikke i København. Her har man i stedet et mål om (2025), at der maksimalt må være 250 meter fra en etageejendom i Københavns Kommune, til et offentligt tilgængeligt ladepunkt for en elbil. Men der er desværre ingen tilsvarende mål for afstanden til et kollektivt trafikstop, eller for afstanden til en daginstitution, et apotek, et supermarked eller… Flere steder i Indre by er der i dag mellem 400 og 500 meter til nærmeste stop for den kollektive trafik. Jeg kender ingen andre europæiske storbyer, hvor det er sådan i byens centrum (det kan skyldes, at jeg ikke rejser nok). Der er i København et mål om at trafikken skal fordeles med maximalt 25% privat bilisme, og til gengæld mindst 25% gående, mindst 25% cyklende og mindst 25% kollektiv transport. Privatbilismen ligger efter mange år stadig for højt (over 25%), og den kollektive transport ligger stadig alt for lavt. Men i al min søgen er jeg endnu ikke stødt på (vedtagne) planer for hvordan man skal få Københavns borgere og besøgende over i den kollektive transport. Det nærmeste, man kommer en plan, er de eksisterende og stadigt fremsatte forslag om at lave mere (dyr, og endnu dyrere) metro. Så kan man samtidig nedlægge flere buslinjer og flere stoppesteder (som de senest offentliggjorte tanker skitserer). Så bliver folk ’tvunget’ til at benytte den dyre metro, og der bliver mere plads på vejene til pendlerbiler (og turistbusser). Og når den kollektive transport er dyr metro, bliver den kollektive transport som helhed dyrere. Samtidig kan man så fortsætte med at gøre det både dyrere og meget mere besværligt at eje en privat bil (så kommer der måske flere ned i metroen?). Det synes tvivlsomt om det virker befordrende for københavnernes mobilitet, livsudfoldelse og livskvalitet. Senest er der nu truffet aftale om at priserne i metroen skal stige yderligere (særligt til og fra Københavns Lufthavn). Så bliver det endnu mindre attraktivt at tage metroen – særligt for de turister som ankommer til Københavns Lufthavn i Kastrup. Det er vist et incitament til at transportere sig til og fra lufthavnen i bil/taxa eller i turistbus (er der igen en skjult erhvervsstøtte?).
Lige for en ordens skyld: Jeg har intet imod el-biler som erstatning for biler med CO2- og partikel-emission, men det er som om man ikke forholder sig til at det ikke giver mindre trængsel at erstatte det ene med det andet. Det er mange gode grunde til at det skal være lettere og billigere at have en el-bil end en benzin- eller dieselbil, også uden at gøre det ekstremt dyrt og besværligt ikke at have råd til at udskifte den gamle dyt. Men vi er mange, der savner planer for hvordan det skal blive lettere, billigere og hurtigere at bevæge sig rundt med kollektiv transport i København, end at tage bilen. For slet ikke at tal om at bevæge sig ud i oplandet – resten af Sjælland og resten af Danmark.
København er en gammel by (der mishandles?).
Vi er mange, der værdsætter det at bo i en gammel og historisk by – med boliger, byggerier, anlæg mm. som er flere hundrede år gamle. Mange af bygningerne mm. er velbevarede. Men man oplever (hvis man læser og engagerer sig i byen), at f.eks. fredede anlæg bliver af-fredet uden involvering af hverken lokaludvalg eller beboerforeninger. Det er (som en forvaltning har udtrykt det) kun fredningsnævnet der kan af-frede noget, det kan kommunen/forvaltningen ikke. Og det er jo sandt, men det forudsætter at kommunen/forvaltningen rejser ønsket i fredningsnævnet – eller bakker op om ønsket. Det ønske så den samme forvaltning ingen grund til at høre borgerne om (og reelt heller ikke politikerne). På samme måde kan man opleve at flere hundrede år gamle bygninger anbefales nedrevet, alene fordi ejeren hellere vil bygge noget nyt på stedet, og derfor har ladet bygningen forfalde. Kommunen har kendt til nedrivningsønsket igennem flere år, men har ladet stå til. Man risikerer at der (efter forvaltningens udsagn) bliver dømt ’nøl’. Så vi (siger forvaltningen?) må hellere bare give tilladelse uden at lægge op til en reel drøftelse med valgte politikere. Hører man så lokaludvalg og beboerforeninger? Nej, man prøver bare at få det til at glide igennem. På samme måde må mange københavnere undre sig, når Palads det ene år bliver kåret som en af de mest vigtige og mest signifikante bygninger i byen (’Byens Sjæl’), og få år efter giver flertallet i Borgerrepræsentationen deres velsignelse af at bygningen kan skamferes, fordi ”forretningen” i bygningen ikke kan løbe rundt med den måde, den drives på (den måde ejeren gerne vil optimere sin indtjening på). Lokaludvalg, flertallet (?) af indbyggerne i København og en stor del af de politisk valgte er imod. Men hvad gør det – de har bare ’det forkerte synspunkt’. Ejeren skal kunne tjene penge – og det skal Københavns Kommune hjælpe dem med. At borgerne ikke kan beholde det, de har kært og holder af – det er bare ærgeligt for dem, at de ikke forstår ’nødvendighedens beslutninger’. (Nogle kunne finde på at sige, at der reelt er tale om at ’slet skjult kommunal erhvervsstøtte’ trumfer hensynet til byens indbyggere – skatteydere og stemmeberettigede).
En stor del af Københavns Kommune er omfattet af lokalplaner. Planer, som fastlægger, hvordan området skal udvikles, vedligeholdes og bruges. Herunder om anvendelsen af bygninger. Også her kan man opleve, at kommunen forsøger at få ’udviklingen og forandringerne til at glide’ ved at anbefale dispensationer og vide (alternative?) fortolkninger af lokalplanernes bestemmelser. Som f.eks. når en historisk bygning, der efter lokalplanen SKAL bruges til ”publikumsorienterede serviceerhverv”, af den nye ejer ønskes brugt til private formål uden adgang for offentligheden. Så kan det ske, at man i Kommunen (forvaltningen) vil have det til at glide ved at give dispensation og omfortolke hvad ”publikumsorienterede serviceerhverv” betyder. Uden begrundelse (og uden politisk drøftelse) ændres/omfortolkes forståelsen af begrebet fra den ene dag til den anden, uanset den ”gamle” forståelse havde været gældende i mere end 10 år. Efterfølgende beslutter man så administrativt, og uden saglig begrundelse (men for at sikre sig?) at beboerforeningen i området ikke har en reel/retlig interesse i hvad der sker med bygningen – man er i hvert fald ikke høringspart. Hvis ikke beboerne i området har en reel (og måske retlig) interesse i dispensationer fra lokalplanen og hvordan offentligt tilgængelige områder i lokalområdet skal og må anvendes, hvem har så? Nu skal borgernes behov og ønsker til livet og hverdagen jo ikke stå i vejen for systemets mulighed for at arbejde gnidningsløst og erhvervsfremmende – eller?
Eller når man for mindre end 10 år siden (efter mange og lange drøftelser politisk, med beboerforeninger, lokaludvalg og erhverv) vedtog en lokalplan som eksplicit og uden undtagelser skulle friholde arealet langs havnekajen langs Havnegade for udeservering, beslutter at give dispensation. De folkevalgte beslutter at gå imod beboerforening, lokaludvalg og forvaltning, så der kan etableres udeservering dér hvor offentligheden skulle kunne gå langs havnekanten. Begrundelsen? Der er ingen offentligt kendt begrundelse. Baggrunden for beslutningen forbliver en hemmelighed for den måbende og undrende befolkning, indbyggerne i København. Der er kun referatpligt for beslutningerne i de politiske udvalg i kommunen. Så hvorfor udvalget træffer en anden beslutning end den forvaltningen indstiller, kan man kun gætte på. Er det dumt at politiske beslutninger træffes så befolkningen ikke får indsigt i hensigten og baggrunden? Eller er der en grund til at vælgerne ikke må vide det? Motivet kan vi også her bare gætte på.
Som beboer står man tilbage med en oplevelse af, at dem, der investerer x hundrede millioner, har betydeligt større indflydelse, er vigtigere og betyder mere for beslutninger og beslutningsprocesser, end interessen fra 2-, 7-, eller 20 tusind indbyggere (og skatteydere) der kærer sig om deres lokalområde, kulturarven, arkitekturen, hverdagslivet og byens fremtid. Det samme gælder for dem, der skal tjene penge på det særligt københavnske som havnen midt i byen. Beboerne skal åbenbart lade være med at blande sig, og holde deres kæft, hvis ikke de er enige i den kommunale gøren og laden. Og hov! Der var den skjulte borgerfinansierede kommunale erhvervsstøtte igen – eller?
Man kan såmænd også opleve at Københavns Kommune dispenserer fra bestemmelser i lokalplaner, som fastlægger, at bygninger med erhvervslokaler, ved ledighed, skal omdannes til boliger. Dispenserer, så der fortsat kan drives erhverv – hvilket netop var det lokalplanen skulle ændre og lave om på. Hvis man kan dispensere, når der er større erhvervs-/økonomiske interesser på spil, så gør man det tilsyneladende. Og det uanset lokaludvalg og de borgere, der opdagede sagen, mente det var en god ide, hvis der nu blev boliger. Boliger er jo en mangelvare i København, og derfor havde man vedtaget den bestemmelse i lokalplanen. Men man skal jo ikke lægge sig ud med ejere eller investorer af større ejendomme, eller hvad der nu end måtte være begrundelsen for at følge ejerens ønsker – uanset en næsten 10 år gammel, og af ejeren kendt, bestemmelse i en lokalplan. Og når man trodser københavnernes ønsker om boliger, så blæser det kun lidt. Pyt! De glemmer det sgu nok inden næste valg.
En by er først og fremmest de mennesker der lever i den.
I Københavns Kommune har man 12 lokaludvalg. Udvalg som ifølge kommissoriet skal ”sikre, at københavnernes synspunkter indgår i beslutningsgrundlaget for den politiske behandling af sager, der har særlig betydning for den enkelte bydel.” Alligevel oplever man i lokaludvalgene, at op imod 98% af de høringssvar man indgiver om forhold i netop det aktuelle lokalområde, bliver fejet af bordet. ’Høringssvaret giver ikke anledning til ændringer i forslaget’, er den almindelige reaktion fra forvaltningerne – inden den politiske forelæggelse. Denne praksis medfører at nogle efterhånden sidder tilbage med den opfattelse at lokaludvalgene er forvaltningernes og politikernes talerør til de lokale – ikke omvendt. Hvor blev den gode intention af, når man ser på praksis? Væk, pist borte. Og vel den væsentligste grund til at jeg valgte at udtræde af lokaludvalgsarbejdet. Hvorfor sidde i et organ hvis mening bliver efterspurgt, når man får en meget klar melding om at de der efterspørger, ikke gider høre den mening, de så får.
København er fyldt med boligforeninger og beboerforeninger spredt ud over hele byen. Foreninger af frivillige, som arbejder for at gøre livet bedre for alle dem der bor i områderne. Derfor engagerer de sig, arbejder for at organisere og understøtte en udvikling for bedre hverdags- og fritidsliv for københavnerne. De arrangerer lokale events, oplysning om lokale forhold og lokal udvikling. Ofte ting der kræver samarbejde med (eller tilladelse fra) de kommunale myndigheder. Mange søger derfor kontakt med de relevante forvaltninger i Københavns Kommune om de lokale forhold. Men det er svært for foreningerne at blive hørt når de har en mening, ligesom det kan være uhørt vanskeligt og langsommeligt at få de relevante informationer fra forvaltningerne. Så tilslutningen til foreningerne falder generelt, bortset fra, når der er en lokal og konkret sag som kan bringe sindene i kog. Det opleves tit nyttesløst at kontakte de kommunale myndigheder som frivillig organisation – bureaukratiet kører som det kører (hvilket på mange måder, og ofte, er godt). Men det opleves som om enhver henvendelse er en forstyrrelse af de kommunale arbejdsgange og rutiner og planlægning – en forstyrrelse man helst var foruden.
(Det skal her lige indskydes, at København er blevet lidt som en ’black box’. Hver forvaltning har ét telefonnummer man kan ringe til, og det er herfra man skal stille om til ’rette vedkommende’. Men, desværre oplever man ofte at den der tager telefonen på ingen måde, er i besiddelse af den viden der skal til for at guide det rigtige sted hen. Oftest er beskeden at man skal skrive til en generel e-mailadresse til forvaltningen hvor man lige så ofte får et ufuldstændigt eller helt ’ved siden af’ svar retur. Det er vel sådan man holder borgernes indblanding langt væk fra den administrative og politiske proces.)
Mine oplevelser underbygger ikke oplevelsen af at leve i og være en del af et demokratisk system. I reelle demokratiske processer og samtaler har man ret til at blive hørt – og hørt er ikke bare at få lov til at sige noget, men måske også at få mulighed for at indgå i en samtale om hvad samtalens parter mener og tænker om kommunens forslag (og måske også hvorfor de tænker som de gør). Det skal her bemærkes, at Københavns Kommune I alle ’festskrifterne’ fremhæver, at ” Københavns Kommune møder alle borgere med respekt, ligeværdighed, dialog og tillid.” Noget mange københavnere vil blive glade for hvis det var praksis. Jeg har fuld forståelse for at retten til at blive hørt ikke betyder at man har ret til at få ret. Men der er forskel på at få ret og på at blive mødt af et ’system’, som ret åbenlyst ikke ønsker overhovedet at lytte eller at være i ’dialog’. Det opleves, som om den ’demokratiske dialog’ primært – men ofte ikke ret synligt – foregår imellem de 55 medlemmer af borgerrepræsentationen, og når det er strengt nødvendigt, med de personer og tunge interesseorganisationer som flertallet af de 55 og forvaltningerne finder relevante at høre.
Den direkte kontakt mellem os københavnere og de 55 medlemmer af Borgerrepræsentationen bliver til tider også udliciteret – ikke bare til forvaltningerne (som tilsyneladende helst ikke vil forstyrres i deres arbejde) men også til professionelle kommunikatører/konsulentfirmaer, så der er sikker, og ekstra lang ’armslængde’, imellem borgernes synspunkter og interesser, og den efterfølgende administration og de politiske beslutninger. Kommunikationen fra os der bor i byen skal åbenbart helst ’gennemtygges’ af både højt betalte konsulenter (som kender deres opdragsgivers politiske ønsker, og skal sikre sig nogle fremtidige opgaver) og forvaltninger (som arbejder på at sikre gennemførelse af flertallets politiske ønsker, som forvaltningen finder de skal fortolkes) inden den forelægges de politiske beslutningstagere. Og den forelægges ofte i en form, som understøtter det oprindelige politiske (eller forvaltningsbesluttede) ønske og den for lang tid siden skitserede beslutning.
Det er sådan jeg som gammel københavner (efterhånden) oplever min by. En by der i dag er mere interesseret i virksomheder, turister, investeringsselskaber med mange penge, store og stærke interesseorganisationer, pensionskasser og stor-entreprenører, end i byens indbyggere og skatteborgere.
En by eller et system?
Min by bliver (af politikere og forvaltninger) gjort til et system. Man søger at skabe en velsmurt maskine, med alle de udfordringer det giver at forandre en by som i sin grundsubstans er mange hundrede år gammel, til nu at være en yderst veltrimmet, højtydende, velsmurt, lydløs og effektiv sammenhobning af bygninger, boliger, erhvervsvirksomheder, infrastruktur, økonomiske systemer, og en hel masse andet.
Borgerrepræsentationen, de politiske udvalg og forvaltningerne i København agerer som en del virksomheder gjorde i en heldigvis snart svunden tid. En tid, hvor virksomheder som Kemisk Værk i Køge, Grindstedværket og Cheminova forgiftede omgivelserne, fordi det var vigtigere at drive en økonomisk lønsom forretning, end at kære sig om naturen og de mennesker der blev ramt af den udledte gift. I København er det ved at være på samme måde – ’forretningen København’ er vigtigere end de 600.000 indbyggere, og indbyggerne skal ikke belaste eller forstyrre forretningens drift.
Men det er ikke min by!
Min by er et sted for mennesker. Hvor mennesker lever deres liv. Hvor børn bliver født, vokser op, går i institutioner, skoler, bliver uddannede, møder hinanden, forelsker sig, får børn, arbejder, bevæger sig rundt, forandrer og udvikler sig, bliver gamle, bliver passet på, og dør. Min by er et sted hvor de ca. 600.000 indbyggere og utallige virksomheder sameksisterer med en fælles opgave. Opgaven at passe på stedet og den historie og kulturarv vi tager med os, når vi med kærlighed til byen og dens indbyggere og virksomheder, sammen lader byen udvikle sig, så vi kan være der, leve der og være lykkelige i byen. Pointen med Københavns bystyre er ikke at gøre København til den velsmurte maskine. Målet er at gøre København til verdens bedste by for de 600.000 københavnere og de virksomheder der vil være en del af byen. Og en elsket hovedstad for resten af Danmarks befolkning. Men sådan opleves det ikke altid – langt fra.
Jeg sidder her og nu, efter i mange år at have boet, studeret, arbejdet og levet livet i min elskede by København, og har en oplevelse af at det at være interesseret i byens liv, dens udvikling og dens fremtid, er noget jeg skulle lade være med. Jeg skal bare takke ”ja” til alt der kommer fra ’kommunen’ til os der bor her, og så ellers holde min kæft og være taknemmelig. ’Systemet’ har det åbenbart bedst når det får lov til at fungere uden utidig indblanding udefra – altså indblanding fra borgere eller sammenslutninger af borgere. Det gælder stort som småt. Det gælder Lynetteholm, hvor flere undersøgelser viser at et flertal af indbyggerne i København ikke ønsker ’proppen i Øresund’, over bebyggelsen af Amager Fælled, til den omsiggribende privatisering af byens fortove og åbne områder. Indbyggernes hverdag bliver mere besværlig og sværere at få til at ’gå op’ med transport, indkøb, børnepasning, stigende husleje, færre fritids- og sportsfaciliteter mm. Og samtidig oplever man at der skal der gøres plads til køer af turister, holdepladser til turisternes busser hvor der før var mulighed for at parkere den gamle ’dyt’, eller var et busstoppested til en nu nedlagt busrute. Der bliver længere til supermarkedet og børnehaven, men den lokale smørrebrødsforretning lukker, og lokalet omdannes til en café (som kan betale den højere husleje), for udenbys besøgende (og lokale), som delvist spærrer for din hoveddør, og støjen gør at du ikke længere kan falde i søvn for åbne vinduer en lun sommeraften.
Man kan få den oplevelse, at byens demokrati tilsyneladende kun inkluderer indbyggerne når der skal stemmes. Og at vi reelt kun er interessante som skatteydere – vi er reduceret til en økonomisk ressource, og statister på byens ’scene’. Som mennesker med liv, meninger, interesser, kærlighed, viden, historie og drømme om fremtidens København, er vi åbenbart (åbenlyst?) uønskede – tilsyneladende uden reel interesse fra kommunens styre.
Som ældre københavner i Indre By, skal jeg huske at være taknemmelig over at jeg år tilbage flyttede ind i en dejlig bolig, vi kan betale som pensionister. Og så skal jeg bare lære at leve med at jeg skal gå de ca. 850 meter til nærmeste lavprissupermarked, eller 650 meter til det lidt dyrere, med mindre udvalg af hverdagens fødevarer – eller ca. 1,8 kilometer til det der kommer nærmest på en grønthandler eller slagter. Og det kan jeg heldigvis godt, og stadig være glad. Det er faktisk ok for mig, fordi jeg er frisk og har det godt – og har godt af motionen. Jeg må også se til, imens lejlighederne i området stiger til priser, som reelt forudsætter man har solgt en større villa, eller har en indtægt som ligger langt over gennemsnitsindkomsten i Danmark, for at kunne bo her i området. Samtidig skal jeg så leve med, at internationale investorer bygger flere hoteller dér hvor vi mangler boliger, og byens strategier siger at der ikke skal være flere hoteller og mere af den samme turisme – men… Infrastrukturen tilpasses ikke byens borgere, men skal skabe plads til turistbusserne og pendlernes biler. Der jubles over at ’turismen skaber flere arbejdspladser’ imens vi skal høre at der mangler arbejdskraft i flere sektorer som skulle betjene byens borgere. Byens butiksdød følges op af mængder af nye cafeer, barer, restauranter og værtshuse. Samtidig kan man høre politikere udtale at København har en ’fantastisk og internationalt anerkendt gastronomisk scene’! Det indikerer igen at København er en forestilling/et sceneshow mere end en by for dem der bor der. Det gør os – beboerne – til en del af den store scenes kulisse. Og samtidig med de flere gastronomiske scene-lokaliteter kommer til, bliver der stadigt flere tomme erhvervslokaler, der kunne omdannes til boliger. Der kommer mindre hverdagsliv for de lokale, i byens mange kvarterer og bydele.
Alt sammen en del af det der rundt i forskellige lande og kulturer kaldes ’tivolisering’, ’disneyfication’, ’mcdonaldisation’ eller ’turistfikation’. Det gør os – indbyggerne i København – til nogen der får lov til at være her som en del af ’kulissen’ på den scene der skal sælges til dem, der kan betale den højeste pris. Det er ikke længere os Københavnere der skaber byen. København indrettes i højere grad efter de store økonomiske interesser, turisterne, forstædernes unges behov for en festzone, og en uforståelig opfattelse af at MERE (næsten uanset af hvad – bortset fra almindelige, blandede indbyggere) er bedre. Det holder lige så stille op med at være vores by, københavnernes by, danskernes hovedstad.
Inger Christensen beskrev det så fint (hvis man skifter ordet ’samfund’ ud med ’by’), da hun i sin digtsamling ”Det” fra 1969, skrev:
”Et samfund kan være så stenet,
at alt er en eneste blok,
og indbyggermassen så benet,
at livet er gået i chok.
Og hjertet er helt i skygge,
og hjertet er næsten hørt op,
til nogen begynder at bygge
en by, der er blød som en krop.”
København er på vej til ikke længere at ville være min elskede by, uanset min kærlighed ikke er død. København, jeg elsker dig. Og kærlighedsforholdet mellem byen København, mig, og alle dine andre indbyggere, kunne være så smukt og givende – for os og for byens fremtid. København, hvorfor elsker du mig ikke længere – hvorfor elsker du ikke længere os, dine indbyggere?
Peter